Bioakkumulation er en betegnelse for den akkumlering, der sker når en levende organisme ikke kan nedbryde et kemisk stof. I stedet bliver det ophobet i fedtvævet. Disse kemiske stoffer er miljøgifte og det er bl.a. tungmetaller som kviksølv og bly. Der er også det man kalder for "svært nedbrydelige organisk forurenende stoffer" eller POP på engelsk. Inden for POP'erne indgår for eksempel PCB.
Biomagnifikation er ophobningen af disse miljøgifte igennem fødekæderne. Miljøgifterne bliver ikke nedbrydt igennem fødekæderne, og derfor forestærkes det for hvert led i fedtvævet. Det er derefor de dyr, der ligger højst i fødekæden, der bliver ramt hårdest af biomagnifikation.
Billedet viser ændringerne af kviksølvindhold på dyr omkring Nordpolen. Man startede målingerne i 1970'erne og siden da, har indholdet steget på de fleste dyr.
Ovenfor ses en tabel, der fortæller om de påvirkninger de forskellige miljøgifte har. Særligt er tungmetallet, kviksølv et problem for Grønland. Det er især kommet til Grønland på grund af minedrift i det nordlige Rusland. Selvom udledningen af giftstoffer sker langt væk, kan det sagtens nå hen til Grønland. Af den samlede udledningen af kviksølv, står kuldafbrænding for 45% og minedrift for 24%.
Kviksølv er en nervegift, den kan skade hjernen, nervesystemet og kan forringe reproduktionsevnen. Kviksølv påvirker hele økosystemet
- Hos fulge og pattedyr, forringer den nervesystemet og reproduktionsevnen.
- Kviksølv påvirker fiskenes gæller og fordøjelsessystem.
- Den nedsætter væksten hos planter
Man skulle tro at hvalrossen var hårdt påvirket af miljøgifter, men det er den ikke. Det skyldes for det første, at dens fødekæde ikke er særlig lang. Det kan man se på billedet til venstre. De muslinger, som er dens primære kost, har et lavt fedtindhold. Da miljøgifte, som kviksølv og bly optages i fedtet, sker der ikke megen bioakkumlering. Hvis der ikke ske megen bioakkumelering, vil biomagnifikation ikke være så slem.
Til gengæld kan olieudslip påvirke hvalrossens evne til at finde muslinger og trafik støj kan påvirke kommunikationen imellem hunner og hanner i parringssæson.
Isbjørnen ophober mange flere giftstoffer end hvalrossen. Det er der flere grunde til. Isbjørnen er en topkonsument, og ligger øverst i sin fødekæde. Den spiser masser af sælspæk, som er spækfyldt med kviksølv, PCB og DDT. I løbet af sit liv, går isbjørnen igennem fasteperioder, hvor den opbruger sine fedtdepotter. I de her perioder kommer miljøgifterne ud i blodet og rundt til de vitale organer.
At isbjørnen er topkonsument, resulterer i det er den mest forurende dyreart i de arktiske egne.
Hos Isbjørnen resulterer forureningen i:
- Misdannede Kønsorganer.
- Misdannede Afkom.
- Nesat Immunforsvar.
- Nedsat Nervesystem.
